fredag den 16. januar 2015

Et råb om hjælp til dig, der er ligesom mig!

9 par bukser- 16 bluser og t-shirts - 3 fleece trøjer - 1 hættetrøje - 1 softshell - 1 dunjakke- 1 par overtræksbukser - 2 tørklæder - 1 et par sko - 1 pandelampe - 1 håndklæde - 2 poser frysemad - 2 poser Growers cup instant kaffe - 1 sæbe I alt 42 genstande. 42 af mine ejendele ligger nu på gulvet. Og jeg har stadig tøj at tage på i morgen….


Jeg kan som mange andre godt lide tøj og ting. Jeg er friluftsfanatiker og har udstyr og tøj til både spejder, klatring, vandring, ski og almindelig sport. Og så er jeg også en pige, der godt kan lide at se nogenlunde pæn ud, når jeg går ud af døren. Også det, har jeg udstyr til. Bluser, t-shirts, bukser, nederdele, kjoler, sko mm..  
Når jeg rydder op i mit tøj plejer jeg at lave 4 bunker. 1) Behold, 2) giv til søskende eller andre, 3) smid ud, og 4) gem-på-loftet-til-jeg-er-klar-til-at-smide-det-ud. Den sidste bunke kender de fleste af jer nok. Der ender de ting man ikke nænner at smide ud. Trøjer med affektionsværdi. Bukser jeg måske kan passe til sommer. Bluser og jakker der nok bliver pænere efter et halvt års tid på loftet eller i kælderen. Jeg er god til at rydde op på den måde. Og da jeg også er så heldig at have opbevaringsplads til mine ting på loftet, har der ikke været nogen undskyldning for ikke at gemme tingene.

De seneste par måneder har jeg dog gået og tænkt på at sælge lidt ud i noget af mit tøj. Måske kunne jeg få 100 kr. for min gamle dunjakke? Og løbeskoene jeg aldrig har brugt kan jeg da snildt tjene en 50’er på. 2 ting har dog afholdt mig fra at sælge ud i tingene. 1) jeg er for doven. 2) jeg synes det har virket en smule nærigt at sælge tingene og ikke bare give dem væk.
Jeg har før overvejet at donere tøj til kriseramte områder. Sidste år nåede jeg så langt som at sidde og undersøge, hvor jeg kunne aflevere tøjet. Efter en lille indsats uden resultat stoppede jeg dog søgningen.
For nyligt blev jeg mindet om den mulighed igen. En ven delte det opslag, jeg nu deler på facebook, og muligheden for at hjælpe lidt var pludselig ikke så fjern.


Det leder mig tilbage til de 42 genstande, der nu ligger på mit gulv. Jeg har været på loftet og hentet mine gemme-kasser. Resultatet er 42 ting, som jeg godt selv vil måske kunne bruge igen, eller godt kunne tjene en skilling eller to på. Men selvom der ligger 42 af mine ting på gulvet – har jeg stadig massere af ting. Jeg har stadig et par bukser der godt må blive slidt. Bluser som er til hygge dage. Nattrøjer, pænt tøj, løbesko mm. Jeg mangler ikke noget. Og de 42 ting som har ligget på loftet og bagerst i skabet gør bedre gavn et andet sted.

Jeg har brug for din hjælp til at se, om også du har ting, som kan gavne bedre et andet sted.

Krigen i Syrien er en sand katastrofe. Millioner af mennesker lever under helt umenneskelige kår. Lever i en verden vi ikke kan forestille os. Jeg kan ikke løse den politiske krise. Jeg kan ikke få Assad til at stoppe med at slå sit eget folk ihjel. Eller få modstandsbevægelsen til at bruge fredeligere metoder til at bekæmpe regimet. Jeg kan ikke give dem alle mine penge.
Men jeg kan undvære nogle af mine ting.

Det håber jeg du også kan. Hvis du ikke kan finde et sted at sende tøj mm. hen, kan du støtte med et økonomisk bidrag. Red Barnet, Røde Kors og Folkekirkens nødhjælp er blot få af de mange organisationer der hjælper i Syrien.

Tøj donation facebook - Viomis Aid, modtager tøj frem til på søndag. 
Hvis du ikke kan nå at aflevere noget, kan du hjælpe med at donore en vinterpakke til 350 kr. 

Ellers er der mange andre muligheder for støtte: